Louisiana Pavillon

Priser
JEC Innovation Award 2010

Bygherre
Louisiana Museum of Modern Art

År
2009

GXN team
Kim Herforth Nielsen, Kasper Guldager Jørgensen, Rasmus Møller, Christian Bundegaard, Morten Myrup og Stian Lenes

Samarbejdspartnere
Skykon A/S, COWI, Stage One Freeform Composites, BASF - The Chemical Company, Ashland Inc., Amorim Cork Composites, Libeco-Lagae, Flex Cell, Phillips, Scenetek, Noliac Motion, Optima Projects Limited, NetComposites Ldt, Nano-X GmbH, Danish Technological Institute, 3M og Risø DTU

3XNs Louisiana Pavillon
Som del af udstillingen ”Fremtidens arkitektur er grøn” på Louisiana Museet for Moderne Kunst, blev 3XN inviteret til at designe en pavillon, der demonstrerer de nyeste muligheder indenfor intelligente og bæredygtige materier.

”Pavillonen har givet os mulighed for at vise nogle af de muligheder, der er i at bygge med bæredygtige og intelligente materialer. Målet har været at vise at grøn arkitektur kan være dynamisk og aktiv. Oftest betragter vi ressourceforbrug som et problem, der skal minimeres for hver en pris. I stedet for kun at fokusere på et nedsat energiforbrug, burde vi fokusere på at producere og forbruge energi og materialer på en mere begavet måde end tilfældet er i dag!”

Visionen for projektet har været at bygge med naturligt nedbrydelige og energigenerende materialer for at skabe en arkitektur, der er energimæssigt selvforsynende, og som kan indgå og nedbrydes i det biologiske kredsløb efter brug.

Nye kombinationer
Ofte forbindes bæredygtighed med arkitektoniske kompromiser. Derfor har det været vigtigt at vise, at bæredygtige materialer har en berettiget fremtidig anvendelse i byggeindustrien, også æstetisk. Ved at bygge med intelligente og biologiske materialer i et komplekst formsprog med en høj finish, forsøger projektet at skubbe grænserne for, hvad mange tror muligt med bæredygtige materialer i dag.

Bæredygtige materialer
I konstruktionen er kendte, syntetiske produkter erstattet med biologiske og genanvendelige materialer. Til skulpturens ydre er glasfiberkomposit erstattet med en biokomposit af plantefibre fra hør indstøbt i biologisk hærder. I den indre kerne er polyetylenskum erstattet med kork-plader.

Intelligente materialer
Skulpturen har indbygget en række aktive materialer for at skabe en dynamisk arkitektur. På oversiden af pavillonen er der opført 1 mm tynde bøjelige solceller. Cellerne er indstøbt i en tyndfilm, der gør det muligt at lægge dem på dobbeltkrumme overflader. I gulvet er lagt piezoelektriske materialer, der genererer strøm fra vægten af publikum, der går på pavillonen. Dette gør skulpturen selvforsynende med energi til at drive de integrerede LED lyskilder.

”Hvorfor ikke bygge dynamiske bygninger som høster energien fra omgivelserne?”

Pavillonen har også selvrensende overflader, hvilket gør, at den ikke skal rengøres. På grund af en særlig hydrofil nanostruktur spredes regnvand under snavset på overfladen og efterlader den renere, når det løber af. En anden overflade behandling gør, at pavillonen også renser luften. Gennem en kemisk proces aktiveret af solens uv-stråler, kaldet fotokatalyse, nedbrydes optil 70 % af affaldsstoffer fra industriel smog. Luftkvaliteten er bevist til at være renere indenfor 2,5 m af luftrensende overflader.

Pavillonen holder på varmen ved at bruge faseændrende materialer. Opvarmet af solen holder materialet på energien og afgiver den igen, når temperaturen falder. Materialet skifter fase fra fast til flydende form ved præcist 23 grader. Når temperaturen stiger absorberer det energi og bliver flydende. Når temperaturen falder, stivner det og afgiver varmen igen. Med andre ord er overfladen på pavillonen kølig når det er varmt og omvendt. Det anslås, at fase ændrende materialer kan skære 10-15 % af bygningers energiforbrug til opvarmning og afkøling.

Digitalt design og produktion
Det digitale design er optimeret til pavillonens funktion og materialeforbrug. Pavillonens formgivning og materialeforbrug er designet til at imødekomme præcis de præstationskrav, der stilles til den. Eksempelvis er de 14 lag fibre og de 84mm kork designet specielt til at imødekomme de dynamiske kræfter, der opstår ved person- og vindbelastning.

Derudover har det været en kæmpe udfordring at tilpasse de nye bæredygtige materialer i den digitale produktionsmåde. Hele projektforløbet har været en læreproces i at erstatte syntetiske materialer med biologiske; en proces med mange forhindringer og innovationer undervejs.

Proces
Louisiana Pavillonen er resultatet af et samarbejde mellem 20 virksomheder. På grund af den stramme tidsplan på kun fire måneder og det høje ambitionsniveau, har det været nødvendigt for hver samarbejdspartner at tage ansvar for projektet. Et udviklingsforløb hvor koncept, design, innovation og produktion har været i spil på samme tid. En proces hvor de forskellige projektfaser smelter sammen til een. Dette har krævet et tæt, integreret samarbejde.
Humlebæk, København
2009

info text

X > <