Microshade

År
2008

GXN team
Kim Herforth Nielsen, Kasper Guldager Jørgensen, Christian Wamberg Rasmussen, André van Leth, Bodil Nordstrøm, Thomas Holst Madsen og Henrik Leander Evers

Nye forretningsområder
3XN har sat turbo på udviklingsafdelingen for at sætte gang i nye tiltag, der både kan udvikle tegnestuens knowhow til at designe og bygge bæredygtigt – og udnytte 3XNs designkompetencer til at skabe helt nye forretningsområder indenfor miljøoptimerende byggekomponenter og design. Sammen med firmaet PhotoSolar har GXN netop fået midler fra Energistyrelsen til at udvikle og designe et nyt og revolutionerende grønt vindue.

Der er lovende teknologier men ingen produkter
"I tegnestuens projekter er et af de centrale problemer, vi møder igen og igen, forholdet mellem solafskærmning, lystransmittans og æstetik: Der findes ikke på markedet produkter, der optimalt kan levere alle tre, hvorfor vi ender med at gå på kompromis. Der er lovende teknologier og materialer, der kan leve op til kravene, men ingen produkter. Microshades er et godt eksempel på hvordan vi som designere kan gøre en stor forskel, hvis vi påtager os selv at involvere os direkte i teknologi- og produktudvikling”, udtaler leder af GXN Kasper Guldager Jørgensen.

Derfor har 3XN sammen med teknologifirmaet PhotoSolar udtænkt og nu landet et udviklingsprojekt for Energistyrelsen, til udvikling af en ny type integreret solafskærmning, vindue og lamel. Projektet løber over knapt 2 år, og skal gentænke PhotoSolars ”Microshade” teknologi og udvikle den til at blive interessant for arkitekter.

Bæredygtighed kombineret med æstetik
"I 3XN har vi altid sat smukt design øverst på dagsordenen. Ud fra det arbejder vi nu målrettet på at integrere bæredygtighed i vores visioner. Miljørigtige bygninger betyder ikke kedelig arkitektur. Vi ønsker at designe smukt og miljøoptimerende – at skabe bæredygtige bygninger som er fantastiske, smukke og nytænkende!", udtaler kreativ direktør Kim Herforth Nielsen og fortsætter: "Det er derfor nødvendigt med nye kompetencer på tegnestuen, viden om miljøteknologier, om optimale designs, osv., og samtidigt tror vi på, at vi med vores designfilosofi og holistiske forståelse kan levere værdi til miljøteknologier og være med til at få nye bæredygtige produkter på markedet".

GXN sammensætter nu et tværfagligt designteam, der skal gennemføre projektet sammen med en række spændende eksterne partnere.
Tåstrup, Danmark
2008

info text

X > <